Blodet,
noget af det mest spændende og vigtigste i vores kroppe. Blodet bruges, hvert
år, hver måned, hver dag, hver time, hvert sekund, som transportmiddel til både
affaldsstoffer, mineraler, vitaminer, etc., uden vi overhovedet ligger mærke
til det. Blodlegemerne lægger i en væske kaldet plasma.  Der er milliarder af dem, og de udgør cirka 7
% af menneskets samlede kropsmasse, hvor kvinder gennemsnitligt har 5 liter
blod og mænd har 6½ liter blod i kroppen. Blodet består makroskopisk af 4
forskellige bestanddele: Erythrocytter (røde blodlegemer), leukocytter
(hvideblodlegemer), trompocytter (blodplader) og plasma, som vil blive
beskrevet understående

Røde blodlegemer

We Will Write a Custom Essay Specifically
For You For Only $13.90/page!


order now

Erytrocytter
udgøre den største procentmæssige andel af blodets celler. Som de kan antydes
på figur i, er erytrocytter skiveformet, sammenpresset i centrum. Denne
karakteristiske røde farve, skyldes et iltbindende stof kaldet hæmoglobin, som
består hovedsaligt af jern, som de røde blodlegemer er fyldt af. Netop jernet
er en vigtig medvirker til, at disse er røde. Mangles jern mineralet, vil det
medføre, at der ikke dannes nok hæmoglobin og derved føre til blodmangel, som
kan være potentielt farligt. Erytrocytter har en diameter på 0,0075 millimeter,
så derfor kan de ikke ses med det blotte øje. Èn erytrocyt har en gennemsnitlig
levetid på cirka 4 måneder i blodbanen, hvor den så nedbrydes. Det betyder dog
ikke, at efter 4 måneders levetid, er det ude med os, da man regner med, at der
både bliver dannet og nedbrudt 2 millioner erytrocytter hvert sekund. Ydermere
er det de røde blodlegemer, der sammen med blodpladerne, danner skorper, der
lukker sår. På de omtalte blodlegemer sidder der antigener, som er bestemmende
overfor vores blodtype.

Hæmoglobin
har udover at være rødt og bestå af jern, flere forskellige livsnødvendige
funktion, som at transportere ilt  fra lungerne gennem arterierne til
modtagerorganer samt væv, hvor det hele tiden forbruges og omdannes til kuldioxid
. Denne kuldioxid bliver også
transporteret tilbage via venolerne bundet til hæmoglobinet, så det kan udåndes
gennem lungerne. Det er herfor en nødvendighed for røde blodlegemer at bestå,
af en vis mængde hæmoglobin, da de ellers ikke vil kunne varetage den
transportopgave.

Hvide blodlegemer

Leukocytter har ligesom erytrocytter,
en livsnødvendig funktion, da de udgøre en meget vigtig del af immunforsvaret.
Som det måske igen kan antydes fra sidestillet figur, er hvide blodlegemer lidt
forskellige formet, alt efter funktionen. Alle sammen kugleformet, med en
diameter fra 0,01 – 0,03 millimeter – altså derfor en del større en de røde
blodlegemer. Èn leukocyt har ikke en specifik defineret levetid, men variere
alt efter dens givne funktion; det variere fra få timer til en uge. Heraf kan
det ses, at hvide blodlegemer i forhold til røde, både er dårligst
repræsenteret med hensyn til antal og yderligere har de en kortere levetid.

 Leukocytter opholder sig for det meste udenfor
blodbanen. Når de dog opholder sig i denne, er det kun for at blive
transporteret afsted til en given opgave. Leukocytterne er nemlig bedst
repræsenteret i kroppens hud, organer og bindevæv, hvor de medvirker til at
beskytte kroppen fra mikroorganismer og fremmedlegemer – bakterier og virus. Udover
ovenstående egenskab, benævnes leukocytterne ofte som kroppens “skraldemænd”,
da en af deres vigtige funktioner er at optage og fjerne døde celler fra
kroppen.  Den sidste egenskab som
leukocytter besidder, er at de kan skelne kroppens egne celler fra
fremmedlegemer. Dette er også en nødvendighed, da den ellers kunne begynde at
angribe kroppens egne celler.

Når man snakker om hvide blodlegemer
skelnes mellem tre forskellige typer

                      Lymfocytter

                             T-lymfocytter
identificerer virus ramte celler og i nogle tilfælde dræber virussen

                             B-lymfocytter
er en hukommelsescelle, der husker tidligere virus- og infektioner, så den                              ved det andet møde
med en given mikroorganisme eller fremmedlegeme, kan handle   hurtigere og kraftigere.

                      Monocytter

                             Præcis
denne del som benævnes kroppens “skraldemænd” (renser kroppen for døde     celler)

                             Ved
infektion vil et større antal monocytter gå ud i vævet, hvor de omdannes                    til makrofager, der er i stand
til at nedbryde de indtrængende mikroorganismer. 

                      Granulocytter

                             Neutrofile
granulocytter er sammen med makrofagerne de primære fagocytterende celler                              (optagende celler).
Deres primære funktion er at optage/bekæmpe infektioner

                             Basofile
granulocytter er de mest sjældne og deres funktion i kredsløbet vides ikke
præcist

                             Eosinofile
granulocytter har, som den primære opgave at bekæmpe parasitielle infektioner,                    altså infektioner forårsaget
af en/flere parasit(ter)

Blodplader

Thrombocytter
aktiveres, når der går hul på huden, og dermed blodkar og væv påvirkes, da
deres primære funktion er at sætte en “prop” i hullet og aktivere
koagulationsfaktorer, som størkner blodet og danner sårskorpen.  Blodpladerne er 0,003 millimeter i diameteren
og er de mindste celler i blodet, hvorfor der er 300.000 af dem pr.
kubikmillimeter. Disse dannes i knoglemarven, hvor processen tager ca. 9 dage.
Normalt flyder blodpladerne rundt i plasmaet dog, hvis der som før omtalt går
hul på blodkar eller væv, den første i aktion.

 

 

AB0-systemet

 

 

Rhesussystemet

Rhesussystemet,
fortæller om individer, danner et rhesus-antigen på de røde blodlegemers
overflade. Hvis dette antigen dannes, haves blodtypen rhesuspositiv, altså; A+,
B+, AB+ eller 0+. Dannes antigenet ikke, haves blodtypen rhesusnegativ: A-, B-,
AB- eller 0-. Rhesuspositive personer har genotypen: RR, Rr eller rR, hvor
rhesusnegative har: rr. Herudfra kan konkluderes at rhesusnegativ (r), må være
et vigende gen og kan altså kun nedarves recessivt, mens at rhesuspositiv (R),
må være dominant, og enten nedarvet dominant eller recessivt dominant.

Rhesussystemet
består af to forskellige gener: CE-genet og D-genet. Disse forefindes på
kromosom nr. 1. Hvis man er rhesuspositiv haves begge CE-gener og mindst et
D-gen, mens rhesusnegative vil mangle begge D-gener. D-antistoffer er ikke
noget man fødes med, men derimod noget der dannes senere i livet.
Rhesusnegative daner, anti-D, på følgende måder; blodtransfusion eller hvis man
som rhesusnegativ er gravid med et foster med blodtypen rhesuspositiv

Author